Forside

Nyheder

18/12/07

AOFSYD.DK siger tak for et godt år

AOFSYD.DK vil gerne benytte Julen og overgangen til det nye år, med et tak til alle dem, som har været forbi vores nye hjemmeside.

Vi har oplevet en markant stigning af besøgende og i løbet af det seneste halvår har flere end 250 personer bestilt et kursus direkte her fra hjemmesiden.

Vi håber, at se dig igen her på hjemmesiden i det nye år, hvor vi som altid vil have mange spændende kurser at kunne tilbyde dig.

Med ønsket om en glædelig Jul samt et lykkebringende Nytår.

Salgs- & Udviklingsafdelingen


11/12/07

Reception for Uffe Pedersen

Uffe Pedersen fratræder sin stilling som forretningsfører for, at tiltræde en stilling som regional udviklingschef for AOF Danmark.

Uffe har været ansat hos AOF SYD gennem 21 år.

AOF SYD holder i den anledning afskedsreception

Torsdag den 20. december 2007 kl. 15-17
Nørretorv 3, 6200 Aabenraa
i Netværksklubben

AOF SYD er vært med lidt spise- og drikkeligt.

Af hensyn til planlægning, bedes man tilmelde sig arrangementet senest d. 17/12 på telefon 7462 2423 eller e-mail aof@aofsyd.dk


03/12/07

Alle bestod FVU prøven hos Schou i Vojens

AOF SYD har i perioden fra 4/9  til 1/11 2007 gennemført et FVU-dansk under-visningsforløb for medarbejdere hos Schou i Vojens. Der deltog i alt 16 med-arbejdere, der alle var aktive og engagerede. Undervisningen foregik på alle fire trin.
15 gik til den afsluttende prøve – og bestod med glans. (desværre var én forhindret i at deltage i prøven.)
Virksomheden var så tilfreds med forløbet, at der straks er blevet etableret et FVU-matematik forløb, der forventes afsluttet til februar 2008.
På billedet ses de glade deltagere: Lis, Leif, Arne, Rene, Malene, Hamid, Dorthe, Johnny, Kjeld, Claus, Kim, Henning, Lars, Inga ( Leif S og Losi var desværre fraværende) og de to lærere Hans-Peder og Knud.

Hvad er FVU?


08/10/07

Udenlandsk arbejdskraft skaber travlhed på sprogcentre

PRESSEMEDDELELSE

Den store efterspørgsel på udenlandsk arbejdskraft skaber historisk travlhed på flere af sprogcentrene i Sønderjylland.

Det kan mærkes at der er travlt i det danske samfund og at mange af de ledige hænder, der ansættes kommer fra udlandet. På AOF SYDs sprogcentre i Aabenraa og Tønder melder man nu om historisk travlhed med at give den nye arbejdskraft dansk sprog med i bagagen.

”Vi har oprettet ekstra hold og fået tilknyttet nye lærere for at efterkomme det store behov,” fortæller leder af sprogcentret Martin Carstensen, der i sine 21 år i branchen, der kun i forbindelse med de store flygtningegrupper, der kom i 2001 og 2002 har oplevet en lignende travlhed.

Da det alene er udlændinge, der bosætter sig i Danmark, der har ret til sprogcentrets tilbud, er den store efterspørgsel blot toppen af isbjerget. AOF SYD vurderer nemlig, at en del af de der tidligere har pendlet over grænsen, nu er begyndt at bosætte sig i området – og det er årsagen til at de dukker op på sprogcentrene.

”Vi har også oplevet en stigning i virksomhedsforløb, hvor det er pendlere der modtager undervisning, men der er stadig mange virksomheder, der har udenlandsk arbejdskraft ansat, der enten slet ikke kan dansk eller som kan meget lidt dansk,” forklarer Martin Carstensen. ”Blandt andet derfor har flere arbejdsgivere også et ønske om at deres udenlandske arbejdskraft flytter til lokalområdet.”

Hvis udviklingen, der nu kan registreres i det sydligste Danmark, slår igennem over hele landet, kan man imødese et stort boom i efterspørgslen på sprogundervisning. Det bør dog ikke skræmme landets kommuner, der er forpligtet til at tilbyde udlændinge tre års gratis danskundervisning. Den øgede efterspørgsel betyder samtidig, at der kommer nye indtægter i kommunekasserne.
Som de dansk/tyske beskatningsregler ser ud i dag, får kommunerne slet ikke andel i den del af skatten en udenlandsk medarbejder betaler i Danmark. Flytter den pågældende til Danmark ændrer det sig imidlertid, så kommunen får en ny skatteborger på normale vilkår.

”Vi ser med stor optimisme på fremtiden, ikke mindst fordi vi oplever at den store tilstrømning af udlændige, der er i arbejde, skaber rigtig god motivation for de af vores kursister, der endnu ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet,” siger Martin Carstensen.

AOF SYD har drevet sprogcenter i Aabenraa siden 1986 og i Tønder siden 1995.

Yderligere kommentarer fås ved sprogcenterleder Martin Carstensen telefon 22 82 07 80


04/10/07

Sunde medarbejdere hos Aabenraas virksomheder

PRESSEMEDDELELSE

Erhvervenes Hus og Center for Sundhed og Livsstil sætter fokus på medarbejderes sundhed og trivsel ved et fyraftensmøde for Aabenraas virksomheder den 9. oktober.

Sunde medarbejdere har mindre sygefravær og de er generelt mere tilfredse med deres arbejde. Det betyder at det er lettere at fastholde medarbejdere og at de er mere effektive. Center for Sundhed og Livsstil tilbyder nu virksomheder i Aabenraa at benytte deres faciliteter og tilbud til deres medarbejdere. Målet er at give sunde medarbejdere til gevinst for både dem selv og virksomhederne.

”Vi kan blandt andet tilbyde sundhedskurser til medarbejdere der tager udgangspunkt i forebyggelse og genoptræning af arbejdsskader, men også områder som stress og udbrændthed er meget aktuelle,” forklarer Jytte Marquardt fra Center for Sundhed og Livsstil, der er en af oplægsholderne når centeret slår dørene op i forbindelse med arrangementet den 9. oktober.

Blandt de tungere emner mødet vil berøre, er forebyggelse af overvægt, diabetes og depression. Det giver nemlig god mening for en virksomhed at interessere sig for deres medarbejderes ve og vel, når det handler om livsstil. Indsatsen kan kort og godt betale sig for både medarbejder og virksomhed.

”Når vi laver træningstilbud, temadage, sundhedscheck og coaching for virksomheder, er det vigtigt, at det er et tilbud og ikke et krav til medarbejderne. Sundhed skal være et personligt valg, ikke noget der bliver trukket ned over hovedet på den enkelte,” forklarer Jytte Marquardt. ”Der er mange virksomheder der blot starter blidt op med et rygestopkursus og som der igennem oplever at deres medarbejdere har en interesse i deres egen sundhed.”

Tilmelding til fyraftensmødet den 9. oktober kan ske til Erhvervenes Hus eller Center for Sundhed og Livsstil.

Yderligere oplysninger ved Erhvervenes Hus telefon 73 62 20 20


21/09/07

Fra Sønderborg til Korsbæk

Clemens Telling var ikke engang født, da de første afsnit af TV-serien Matador rullede over de danske TV-skærme og lagde landet øde – alligevel blev det ham, der sammen med Bent Fabricius-Bjerre fik udfordringen med at sætte musik og tekst til en musical, baseret på Lise Nørgaards populære TV-serie.

På den måde flyttede Clemens populært sagt fra Sønderborg til Korsbæk, men det er ikke det eneste overraskende ved den tidligere Sønderborg-knægt. For samtidig er Clemens også kendt som rapperen MC Clemens, der ikke er bange for at være skarp i sine tekster, med både holdninger og kant. For Clemens Telling er først og fremmest en fremragende ordsmed, der ikke uden grund er blevet kaldt for en ny generations Benny Andersen. 

Det er lykkedes AOF SYD at få Clemens Telling til Sønderborg og i et unikt foredrag fortælle om hvordan det er at komme fra Sønderborg og klare sig på trods af en benhård branche.

Foredraget er det første af to med kendte sønderjyder der kommer hjem i dette efterår, for at sætte fokus på det kulturelle vækstlag. Det næste foredrag er i november med modemanden Uffe Buchard. 

”Sønderborg vil sættes på landkortet med kulturelle fyrtårne, men det kræver mere end at man bare køber sig til kunstnere udefra,” forklarer afdelingsleder Benny Engelbrecht, AOF SYD. ”Uden gode forhold for vækstlaget, udvikles vores egne kulturpersonligheder jo ikke – og netop vækstlaget håber vi på at sætte fokus på med disse foredrag.” 

Under en samlet overskrift har AOF SYD valgt at kalde foredragene med MC Clemens og Uffe Buchard for ”Best of Sønderborg”. 

Foredraget med Clemens Telling, alias MC Clemens, foregår på Sønderborghus onsdag den 3. oktober 2007 kl. 19.30.

Det er muligt at købe billetter hos AOF SYD og på Sønderborghus.

Foredraget koster 75,- kroner. Man kan desuden købe en billet til 100,- kroner der også inkluderer et glas vin eller en flaske vand, samt en sandwich der serveres inden foredraget begynder. 

Yderligere oplysninger fås ved AOF SYD, telefon 74 42 72 20.


18/07/07

Selvtræning for pensionister i Sønderborg Kommune

Hold dig i gang, træn dig selv – og få det bedre! Det er opfordringen til pensionister og efterlønnere i Sønderborg Kommune, og faciliteter til selvtræningen bliver stillet til rådighed sammen med råd og vejledning på flere af kommunens ældrecentre.

Selvtræning kan forbedre livskvaliteten væsentligt, og derfor har kommunen sammen med AOF SYD skræddersyet et tilbud til ældre, som af en eller anden grund ikke kan eller har lyst til at benytte sig af de tilbud, de frivillige foreninger har. Faktisk er der tale om to tilbud: Et til dem, der allerede har afsluttet et træningsforløb i kommunalt regi og derfor er i stand til at træne selv, og et andet til dem, der er ”begyndere”.

For begynderne er der et introduktionsforløb på fire gange 55 minutter til 196 kroner. Når det er overstået, kan begynderne – sammen med alle de andre – selvtræne for 125 kroner per halvår. Der etableres hold fra august og igen fra januar. Tilmelding kan foretages løbende.

De første selvtrænings-hold begynder den 6. august på Områdecenter Mølleparken i Sønderborg, Aktivitetscenter Tangshave i Nordborg og Sundeved Ældrecenter i Nybøl. Introduktionsholdene træner de samme steder – men først fra den 3. september.

Afhængig af antallet af henvendelser fra borgerne kan der på sigt også etableres selvtrænings-tilbud i Augustenborg, Sydals og Rinkenæs.

Interesserede – både begyndere og de, som allerede har en personlig træningsplan – kan tilmelde sig hos AOF SYD på telefon 7442 7220 mellem klokken 8.30 og 16.30, fredage dog kun til klokken 12.30.


14/06/07

Ny hjemmeside

Velkommen til AOF SYD's nye hjemmeside!

Et nyt logo - en ny grafisk profil - en ny hjemmeside. Jo, det ene følger med det andet og vi er blevet meget stolte af resultatet her på Internettet.
Med vores nye hjemmeside vil vi præsenterer alle vores aktuelle tilbud fra hele afdelingen og give dig de oplysninger du har brug for.

Du kan som tidligere bestille dine aftenskole-kurser direkte her fra hjemmesiden, det er blot blevet meget nemmere og meget mere inspirerende, at foretage sine kursus-indkøb.
Du kan let, ved hjælp af danmarkskortet vælge lokation og en flot grafisk præsentation af kursuskategorierne gør det let at finde det eller de kursur du søger.

AOF SYD tilbyder jo som bekendt mange andre former for kurser, herunder kurser for ledige, sprogkurser, livsstilskurser mv. Også disse forløb er blevet nemmere for dig, at finde. Al unødigt information er fjernet for at gøre din Internet-oplevelse af AOF så god som muligt!

Med venlig hilsen
Salgs- & Udviklingsafdelingen



Produceret af Adapt A/S