Forside > Kurser for ledige

FVU Læsning & Regning

Forberedende Voksenundervisning – eller FVU – er for voksne, der vil være bedre til at læse, skrive, stave og regne.

FVU for Ledige

Undervisningen er gratis, men man skal være fyldt 18 år.

Unge under 18 år kan optages hvis:

  • FVU følges i kombination med uddannelse under lov om arbejdsmarkedsuddannelser
  • FVU følges som et virksomhedsrettet tilbud og den unge er ansat på virksomheden
  • FVU følges på Uddannelsesinstitutioner under Kriminalforsorgen.

Formål

Formålet med forberedende voksenundervisning (FVU) er at give voksne mulighed for at forbedre og supplere deres grundlæggende færdigheder i læsning, stavning og skriftlig fremstilling samt talforståelse, regning og basale matematiske
begreber, dette sker med henblik på videre uddannelse samt at styrke deres forudsætninger for aktiv medvirken i alle dele af samfundslivet.

FVU består af to fag

  • FVU læsning med fire trin a` max 80 lektioner
  • FVU matematik med to trin a` max 60 – 80 lektioner

Del af en jobplan

Undervisning i dansk og matematik under FVU kan indgå som en del af en revaliderings- og jobplan.
FVU kan stå alene som forberedelse til en egentlig uddannelse, og den kan kombineres med både anden skolegang, aktivering og egentlig jobtræning i en virksomhed.
FVU er også en mulighed for medarbejderen, der risikerer at miste sit job, fordi han eller hun ikke lever op til arbejdspladsens krav om for eksempel at kunne læse arbejdsinstruktioner eller skrive logbøger.

Visitation til FVU

Visitation til FVU starter med en screening/test for at sikre, at personen tilhører målgruppen for FVU-undervisning. I screeningen anvendes Undervisningsministeriets materiale med efterfølgende vejledning og tilbagemelding til personen vedr. resultatet og muligheden for at deltage i FVU
med relevant udbytte heraf.

Trinindplacering

Hvis FVU skønnes at være et relevant tilbud, foretager FVU-underviseren en trinindplacering forud for undervisningens påbegyndelse på baggrund af en vurdering af personens færdigheds- og kundskabsniveau i faget.
Der gælder forskellige regler for ledige, der får arbejdsløshedsunderstøttelse,
og ledige, der får kontanthjælp.

Ledige A-kassemedlemmer

Er du ledig på dagpenge, må du deltage i FVU 18 timer pr. uge, uden at det berører de 6 ugers selvvalgt uddannelse.
Du står stadig til rådighed for arbejdsmarkedet og har pligt til at søge arbejde og modtage anvist arbejde og aktiveringstilbud.

Kontanthjælpsmodtagere

Der er særlige regler i forbindelse med aktivering, kontanthjælp – hvis undervisningen er i dagtimerne.
Som kontanthjælpsmodtager uden aktivering har du ret til at gå på FVU i ubegrænset ugentligt lektionstal, ligesom du har ret til at deltage i FVU undervisning på AOF SYD uden en jobplan i fritiden, d.v.s. efter kl. 16.00.
Du står stadig til rådighed for arbejdsmarkedet og har pligt til at søge arbejde og modtage anvist arbejde og aktiveringstilbud.

Uddannelsesaktivering

Ledige dagpengemodtagere eller ledige på kontanthjælp med ret og pligt til aktivering, kan deltage i FVU forløb, hvis de får udarbejdet en jobplan og Jobcentret afholder udgiften i henhold til kommunernes og statens køb af uddannelse i forbindelse med aktivering.
Pris for et FVU-forløb følger Undervisningsministeriets regler for taxameter (p.t. kr. 92,50 pr. time pr. deltager)


Produceret af Adapt A/S