![]() |
StudievejledningFå hjælp til at vælge den uddannelse der passer til dig... |
Generelt
Alle kursister, der går på Sprogcentret tilbydes vejledning. Vejledningen er en vigtig del af deltagernes uddannelsestilbud.
Den individuelle vejledning omfatter en visitationssamtale, statussamtaler, samtaler om uddannelses- og erhvervsvalg, praktikønsker, fremmøde eller andre mere personlige samtaler.
Vejledningen skal sikre, at kursisterne tilbydes den undervisning, den enkelte har behov for. Vejledningen skal også afklare og udvikle de personlige kompetencer med henblik på det fremtidige erhvervsvalg.
Vejledningen tager udgangspunkt i den enkeltes behov og fremtræder i flere forskellige former, som lærerne og vejlederne er en del af.
Vejledningen er et tilbud og organiseres som individuel og kollektiv vejledning. Vejlederne har tavshedspligt.
Formålet med uddannelses- og erhvervsvejledningen er:
- at medvirke til, at danskundervisningen tilrettelægges bedst muligt med udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger og behov,
- at kursisten bliver i stand til at træffe kvalificerede valg under danskundervisningsforløbet med henblik på tilrettelæggelsen af senere erhvervs- og uddannelsesforløb,
- at medvirke til samspillet mellem sprogundervisningen og integrations- og aktiveringsindsatsen i øvrigt og de modtagende uddannelsesinstitutioner, andre vejledningstilbud, andre sprogcentre, sociale myndigheder, arbejdsformidlingen, det lokale arbejdsmarked og lokalsamfundet,
- at den enkelte kursist får hjælp til at løse uddannelsesmæssige problemer og selv bliver i stand til at arbejde med personlige, sociale og økonomiske forhold.
Visitation
Når en kursist bliver tilmeldt sprogcentret, har kursisten en samtale med studievejlederen.
Formålet er at afdække kursistens dansksproglige forudsætninger og sikre, at kursisten bliver placeret på den korrekte danskuddannelse og det rigtige modul.
Kursisten bliver også orienteret generelt om skolens uddannelsestilbud, undervisningsmodel og generelle regler på skolen.
Statussamtale
På det individuelle plan arrangerer vejlederne statussamtaler for kursisten, når kursisten står over for et trinskifte eller efter behov. Ved statussamtalen deltager kursisten, vejlederen og sagsbehandleren. Herudover kan en lærer eller en tolk deltage efter behov.
Formålet med statussamtalerne er at gøre den enkelte kursist bevidst om egen udvikling og udviklingspotentialer for dermed at give vedkommende mulighed for på den ene side at tage ansvar for egen læring og på den anden at træffe realistiske valg vedrørende fremtiden.
Samtalen vil dreje sig om deltagerens danskfaglige niveau, progression, arbejdsindsats og øvrige forhold af betydning for danskundervisningen. På de afsluttende moduler vil det være naturligt at drøfte udslusning fra sprogcentret og herunder deltagerens erhvervs- eller studieplaner.





